For 50 år siden slog Muhammad Ali og Joe Frazier hinanden halvt ihjel i ‘Thrilla in Manila’
Den legendariske trekamp mellem titanerne
Da Muhammad Ali og Joe Frazier mødtes i Manila den 1. oktober 1975, var det kulminationen på et af boksesportens mest intense rivaliserede forhold. Kampen, der siden er blevet døbt ‘Thrilla in Manila’, blev den tredje og afgørende konfrontation mellem de to sværvægtsgiganter. Deres første møde i Madison Square Garden i 1971 havde set Frazier sejre efter point, mens Ali fik revanche i 1974. Nu skulle det endelige opgør finde sted i Filippinernes kvælende varme.
Araneta Coliseum i Quezon City dannede rammen om det, der skulle blive en af de mest brutale sværvægtskampe nogensinde. Temperaturen i hallen nærmede sig 40 grader, og den høje luftfugtighed gjorde forholdene nærmest uudholdelige. Ali havde inden kampen proklameret, at det ville blive ‘a killa and a thrilla and a chilla, when I get that gorilla in Manila’, en udtalelse der både viste hans poetiske evner og desværre også den respektløse tone, der prægede rivaliseringen.
Kampens dramatiske forløb
Fra første klokkeslag var intensiteten ekstrem. Ali dominerede de første runder med sin overlegne rækkevidde og hurtige jabs, mens han dansede rundt om den fremadstormende Frazier. Men ‘Smokin’ Joe’ gav aldrig op. Hans karakteristiske venstrehåndskroge begyndte at finde vej gennem Alis parade, og omkring fjerde runde var kampen blevet en regulær slugfest. Fraziers konstante pres tvang Ali til at kæmpe på indersiden, hvor pennsylvanieren var mest effektiv.
Midtvejs i kampen havde momentum skiftet fuldstændigt. Frazier hamrede løs på Alis krop og hoved med en intensitet, der fik mange ved ringside til at frygte for Alis helbred. Eddie Futch, Fraziers træner, kunne mærke, at hans fighter var ved at knække modstanderen. Men Ali havde andre planer. I tiende runde fandt den tidligere Cassius Clay nye reserver og begyndte et bombardement af Fraziers hoved, der efterhånden var hævet til ukendelighed.
Det afgørende øjeblik
Efter fjortende runde var begge boksere på grænsen af kollaps. Alis træner Angelo Dundee overvejede seriøst at stoppe kampen, da hans bokser sank sammen på stolen og hviskede: ‘Det her er det tætteste, jeg nogensinde har været på døden.’ Men det var Frazier, der havde taget mest skade. Hans venstre øje var fuldstændig lukket, og det højre var ved at følge efter. Eddie Futch tog den svære beslutning at trække sin kriger ud før femtende runde for at beskytte ham mod permanent skade.
Da dommeren løftede Alis arm i vejret som sejrherre, kollapsede mesteren næsten. Senere udtalte han de berømte ord: ‘Det var som døden. Det tætteste man kan komme på at dø uden faktisk at dø.’ Frazier, der blev hjulpet ud af ringen, havde kæmpet de sidste runder praktisk talt blind. Hans mod og viljestyrke havde været ekstraordinær, men prisen var høj.
Efterspillet og arven
Ingen af de to boksere var nogensinde helt den samme efter Manila. Ali fortsatte sin karriere, men mange mener, at den ekstreme fysiske afstraffelse han modtog den aften bidrog til hans senere helbredsproblemer. Frazier led permanent af synsnedsættelse på venstre øje. Deres personlige forhold forblev anstrengt i årtier, selvom en vis forsoning fandt sted senere i livet.
For danskere som Paw Henriksen, der kun var et halvt år gammel under kampen, repræsenterer ‘Thrilla in Manila’ boksesportens gyldne æra gennem historiefortælling og arkivoptagelser. Kampen står som et monument over menneskelig viljestyrke og udholdenhed, men også som en påmindelse om sportens brutale natur. Den regnes konsekvent som en af de største sværvægtskampe nogensinde og er blevet refereret utallige gange i populærkulturen.
Halvtreds år senere diskuteres kampen stadig ivrigt blandt bokseentusiaster verden over. Den symboliserer en tid, hvor sværvægtsdivisionen var sportens kronjuvel, og hvor rivaliseringer havde en dybde og intensitet, der sjældent ses i moderne boksning. Nutidens boksekampe kan stadig opleves på live betting platforme, hvor fans kan følge spændende dueller i realtid.