Mattias Skjelmose jager VM-sensation mod Pogacar: Tre danske trumfkort

Den umulige opgave venter i Zürich

Når feltet søndag ruller ud til VM i linjeløb, står Mattias Skjelmose Jensen over for karrierens hidtil største udfordring. Den 24-årige dansker skal forsøge at gøre det umulige muligt mod verdens suverænt bedste cykelrytter, Tadej Pogacar, som har domineret 2024-sæsonen med sejre i både Giro d’Italia og Tour de France.

Det kræver mere end blot gode ben at slå sloveneren, der har vundet hele 21 løb i år. Men historien viser, at VM ofte byder på overraskelser, og Danmark har tidligere formået at skabe sensationer ved store mesterskaber. Spørgsmålet er, om Skjelmose kan finde den rette formel til at udnytte de få svagheder, som selv en rytter af Pogacars kaliber må have.

Første nøgle: Det hårde schweiziske terræn

VM-ruten i Zürich er med sine 273,9 kilometer og næsten 4.500 højdemeter perfekt tilpasset Skjelmoses kvaliteter som stærk klatrer. Den danske rytter, som i år blev nummer syv i Tour de France, har vist fremragende form i bjergetaperne gennem hele sæsonen. Særligt de gentagne stigninger på rundstrækningen kan blive afgørende, hvor rytterne syv gange skal forcere den berygtede Zürichbergstigning.

Skjelmose må satse på at udmatte Pogacars hjælperyttere tidligt i løbet. Jo færre slovenere der er tilbage i finalen, desto bedre bliver danskernes chancer for at skabe kaos i afgørelsen. Den danske landstræner har uden tvivl studeret, hvordan Jonas Vingegaard tidligere har sat Pogacar under pres ved at angribe gentagne gange på de stejle ramper.

Anden nøgle: Det danske kollektiv

Danmark stiller med et særdeles stærkt hold, hvor Magnus Cort, Mikkel Bjerg og Søren Kragh Andersen alle kan spille afgørende roller. Hvis det danske hold formår at køre som en velsmurt maskine, kan de skabe det kaos, som er nødvendigt for at overraske favoritterne. Erfaringen fra tidligere mesterskaber viser, at danske ryttere ofte præsterer over evne, når de kører med Dannebrog på brystet.

Taktisk set bør Danmark forsøge at placere flere ryttere i udbrud gennem løbet. Dette vil tvinge Slovenien og andre favoritnationer til at bruge kræfter på at kontrollere løbet. Mikkel Bjerg kunne være det perfekte kort at spille tidligt, mens Magnus Cort med sin erfaring og aggressive kørestil kan skabe nervøsitet i feltet på de tekniske nedkørsler.

Tredje nøgle: Timing og det psykologiske spil

VM-løb har deres egen dynamik, hvor nervøsitet og presset for at levere ofte får selv de største stjerner til at begå fejl. Pogacar vil være under enormt pres som topfavorit, og hver eneste rytter i feltet vil forsøge at teste ham. Dette konstante pres kan over 273 kilometer slide på selv den stærkeste rytters mentale ressourcer.

Skjelmose må vælge det perfekte tidspunkt for sit afgørende angreb. Erfaringen fra årets store etapeløb viser, at han har modet og styrken til at følge med de allerbedste på de afgørende stigninger. Men timing bliver alt. Et for tidligt angreb vil blive neutraliseret, mens et for sent angreb ikke giver mulighed for at skabe den nødvendige afstand.

Det danske hold må også udnytte vejrforholdene optimalt. Schweizisk efterårsvejr kan være uforudsigeligt, og både regn og vind kan blive faktorer, der favoriserer ryttere med erfaring fra det nordiske klima. Skjelmose og holdkammeraterne har gennem karrieren vist, at de trives under barske forhold, hvor mange sydeuropæiske ryttere ofte kæmper.

Realistiske forventninger med plads til drømme

Selv om oddset for en dansk VM-guldmedalje er beskedent, har cykelsporten gang på gang vist, at det umulige kan lade sig gøre. Skjelmoses udvikling det seneste år har været imponerende, og hans syvendeplads i Tour de France viste, at han kan matche verdenseliten over tre uger. Et endagsløb kræver dog en anden tilgang, hvor marginalerne er mindre og mulighederne for at rette op på fejl er begrænsede.

Danmark har ikke haft en verdensmester i herreeliten siden Mads Pedersens triumf i 2019, men dengang var han også en outsider. Forskellen er, at Skjelmose denne gang står over for en modstander i Pogacar, som tilsyneladende ikke har nogen svagheder. Men VM-historien er fyldt med eksempler på, at regnbujetrøjen ikke altid ender på de stærkeste skuldre, men på den rytter, der formår at gribe chancen, når den byder sig.